Forbrydelsens Straf

Nedenstående er min, kanske tåbelige, kommentar til avisen, Information, herunder artiklen: 'FOLK ANER IKKE, HVORDAN VI STRAFFER', forfattet af en person ved navn Signe Rugholt Carlsen. Den fremgår forhåbentlig derfor også på nethinden:

http://www.information.dk/205923#comment-174122

............................................................................................................................................................................................................

Straf.

Straf er uadskillelig fra følelsen eller oplevelsen af straf. Der videre er uadskillelig fra retsfølelse. Og retsfølelse er uadskillelig fra sandheden (om dét, livet går ud på med mennesket).

Sandheden er videre uadskillelig fra vor sandselighed. Og sandseligheden udgøres af vor beskaffenhed som legeme af slægtskød og blod, der søger næring, kærlighed og at forplante sig.

Når sidstnævnte hindres i sin naturlige vækstbevægelse, det være sig forhold omkring det næringsdrivende, kærligheden eller forplantningen (forkyndelse/formidling) - så begynder straf-følelser, her fortænkt i det små, at melde sig.

Der kan altså ligge små hindringer på vejen, vi må styre udenom eller på anden vis håndtere. Og som sagt ovenfor gives den vej ud fra retsfølelsen i livet, vor sandseligheds beskaffenhed, osv. Jeg siger: fordi, at der er “indbygget”, ja indfødt retning i vort liv og sandseligheds udvikling dermed - ud af moderliv, op til far, frem og videre.

Når de forhindringer, vi møder på vejen klares, så vinder vi erfaringer med pågældende forhindring, men også med at overkomme forhindringer. Så livets naturlige vækstbevægelse kan opretholdes, vi kan overleve og altså leve videre.

Men når vi ikke klarer de forhindringer, vi møder, så sker der noget andet. Så sker der noget med retsfølelsen/retfærdens naturlige vej. For så begynder vi at opleve straf, altså at tage det personligt. Måske er straf stadigvæk for meget sagt, her på dette stade, siger jeg, fordi der er et andet, mere befordrende udtryk, nemlig prøvelse.

Det væsentlige er imidlertid, at vi bliver nødet til at erfare os på anden vis, når vi ikke klarer de forhindringer, vi møder. Tænke anerledes, hedder det også. Tillige er det væsentlige dermed, at retsfølelsen da meget let kan gå i glemmebogen. Altså under bestræbelserne på f.eks. at vende tilbage og blive afklaret omkring pågældende forhindring eller søge helt andre veje.

Og det kan så føre til, at vi lærer noget nyt og dybere om os selv, vor nærmeste slægt, vor arv, vort samfund og mennesket på rette vej. Men så sandelig også til alt muligt umuligt andet, der kommer til at ridde os som en mare.

Når det sidste er tilfældet, altså mareridtet, så er vi ikke på retfærdens vej, så føler vi ikke retteligen vor ret i livets egentlige forstand. Nej, så føler vi os vel snarere mislykket eller ulykkelig og lignende, ja kan måske slet ikke samle os om nogetsomhelst genkendeligt godt i livet. Ejheller sætte ord på det.

Og det er ifølge min, ganske ufaglærte mening, i den livsituation, at forbrydelser finder sted - der så udløser straf-dilemaet. Vejen til forståelse af straf går derfor gennem indsigt i forbrydelsen.

Og forbrydelsen, ja det er som antydet, når retsfølelsen går i glemmebogen og livet udvikler sig som beskrevet, til et mareridt - altså får sig rodet ud i noget bæ. Eller med andre ord, når retfærdens ærlige, kærlige, værdige ånd i livet glemmes, ringeagtes eller foragtes. Ja, når den ikke indrømmes og agtes som værende hellig.

For kun dét kan give anledning til krænkelsen hos næsten, det omkringværende samfund. Forbrydelsen udløses altså først, når den krænker retsfølelsen, retfærdens ånd. Og når det så sker, når anmeldelse og videre stævning finder sted, så rumlen kører, ja så har forbryderens erfaringsbrud forlængst fundet sted hos ham/hende selv.

Jeg gentager: EN FORBRYDER SKAL FORBRYDE SIG MOD SIN RETSFØLELSE/RETFÆRDENS VEJ, FOR AT KUNNE BEGÅ EN FORBRYDELSE, DER KAN KRÆNKE NÆSTEN, DET OMKRINGVÆRENDE SAMFUND.

Og hvad det danske samfund så angår - ja dertil er der vist ikke stort andet at sige end at gøre kraftigt opmærksom på, at RETFÆRDENs vej står i Gudlivets eget oplysende navn i reformeret forstand. Og ikke juraens, lovens, statens og de social-kammeratlige magters gode idéer, iværksat for mange, mange år siden via fremskridtstro og autoritetstro, selvforherligende fornufts-utopisk kick-start af knallerter og knaldperler.

Som tingene ser ud i dag, så har velfærdsstaten og retfærden intet med hinanden at gøre al den stund at “velfærd” kun kan angå retfærden i og ved vor sandseligheds ligeværdige beskaffenhed som legeme af slægtskød og blod, der søger næring, varme, KÆRLIGHED og at forplante sig (formidle/forkynde).

Forhindres retfærden eller vanskeliggøres den med andre ord for meget af velfærdsstaten, så retfærden f.eks. kommer til at stå i statens tjeneste over kultiverende tid - fremfor i gudlivets kongeligt oplyste navn til vor frihed og forløsning af nye vækstpotentialer - ja så må statens ansatte på overførselsindkomst og deres slægter jo tage de prøvelser, der kommer. Endsige modtage deres straf i Gudlivets eget navn, når Vor Herres ånd kommer over os. Og jo altså i sandhedens hjerteligt sigtende navn, lader os dømme mellem det levende og døde, det vækstige og det visne. Det foregår nemlig hovedsagdeligt via det trolige kød og angår jo som bekendt evnen til i al evighed at elske og forstå at opretholde livet med glæde. Vidt og bredt og uden forskel.

(Shhh, for Gudlivet straffer aldrig, Han/det giver og giver og giver - hvorimod staten, ja det må de pågældende kulturafsnit som sagt så stå til regnskab for, thi modtage, erfare og indrømme kan den organisation og kulturelle dimension ikke. Den kan vist nok kun forbruge liv, ikke skabe det).

Nkh. JHM.